Bagsiden :-)

Min egen historie om foldecyklen Mobiky genius...

Hej – jeg hedder Kim Holm og er selvstændig grafiker på Frederiksberg i København. I 2007 var jeg på udkig efter en smart lille foldecykel, der kunne afløse min gamle »bedstefarcykel«, som jeg brugte til korte byture. Jeg var træt af ofte at komme ud og finde cyklen piftet, udsat for hærværk og en helt del mere rusten end sidst jeg brugte den.

Det hænder jævnligt, at jeg skal rundt i de centrale dele af bymidten, hvor bilister er et jaget folkefærd. Der er næsten blodig kamp om P-pladserne blandt bilister – og har man endelig efter langs tids søgen endelig tilkæmpet sig en ledig plads, ja så er man stadig ikke fredet. Straks ens motorkøretøj er hensat eller parkeret truer den næste fjende – parkeringsvagterne uddeler behændigt og med særlig rund hånd små »erindringer« under vinduesviskeren. Disse ofte frustrerende hilsener har oftest et meget kontant indhold, der gør det svært at se sin sparegris i øjnene. Nej som bilist har man ikke mange chancer eller gratis glæder, når man færdes i bytrafikken.

Hvad så med bussen tænker du? Tjah hvis du synes det er skønt at slippe en dyr busbillet blot for at køre mellem nogle få stoppesteder - så forsæt gerne med den transportform. Jeg synes det er for dyrt først selv at skulle betale ventetiden på bussen, for derefter at indløse en billet, som måske giver dig mulighed for at sidde ned. Så kan man sidde i bussen og blive imponeret over alle de cyklister der når at suse forbi dig, mens bussen også holder i kø.

Din helt egen bus uden P-problemer hedder på dansk en TAXA, men også den bliver ramt af trafikkens mange køer – og er iøvrigt heller ikke en helt billig transportform omend den kan være ganske komfortabel.

Min løsning på alle disse praktiske og økonomiske udfordringer blev, at jeg skulle finde en egnet foldecykel. På nettet og i cykelforretninger ledte jeg efter noget jeg kunne bruge. Jeg er normalt ret kræsen mht. kvalitet og design, men forholder mig også til prisen. Efter et par måneders søgen fandt jeg på nettet en foldecyklel jeg ikke tidligere havde set. Den var helt anderledes end nogen af de mange andre foldecykler jeg havde set på. Jeg skrev til firmaet for at høre nærmere og dagen efter besøgte jeg forhandleren. Efter en kort prøvetur var jeg overbevist om at jeg endelig havde fundet den rette foldecykel. Den kunne stå sammenfoldet bag en dør på mit lille kontor istedet for at stå og ruste udenfor. Jeg købte i begejstring 2 af slagsen og ønskede selv at blive forhandler.

Det næste halve års tid brugte jeg til at fintænke hvordan jeg ville sælge denne smarte foldecykel. Jeg havde den med i min lokale roklub, hvor jeg præsenterede den for vennerne. Alle steder hvor jeg kom på min foldecykel vakte den stor opmærksomhed og mange forespørgsler. At foldecyklen er så nem at betjene og lynhurtigt kan omstilles til at bruges af børn eller voksne imponerer hver eneste gang. Når man ser hvor hurtigt og hvor lidt cyklen kan foldes sammen til står folk blot og fryder sig over genialiten i designet. De fleste som prøver min foldecykel anvender den helt ubesværet – og afleverer den ofte tilbage med et stort længselsfuldt smil...

År 2008 er jeg godt i gang med at skulle gøre noget ved salget, da de væsenligste detaljer er på plads nu. Jeg erfarer kort efter, at importøren ikke længere repræsenterer produktet i Danmark. Øv – hvad nu? Efter flere overvejelser tager jeg kontakt til producenten i Frankrig. Der er endnu flere detaljer og lovgivning at forholde sig til. Hver udfordring bliver løst bid for bid – forhandling med producenten, registreringer hos rigspolitet, hjemmesider, betalingsløsninger osv. Man siger udfordringer er til for at blive løst... :-)

Så nu kan jeg endelig præsentere og sælge dig en Mobiky genius foldecykel. Jeg håber du får ligeså meget glæde af og opmærksomhed over din nye foldecykel!

Ud på cykelstien og smut behændigt forbi trafikkøer, busstoppesteder og spar på taxabudgettet mens du får dejlig motion og kan komme rundt hvor du vil og når du vil...

Bedste hilsener

Kim Holm :-)

Dansk eneforhandler og importør af Mobiky foldecykler

© 2008–2011 · Alle rettigheder forbeholdes. FoldeCykel.dk ApS · Pile Alle 37 · 2000 Frederiksberg · Danmark · Telefon [+45] 33 86 12 02

Opdateret: onsdag 7. september 2011 | Sideoversigt | Kontakt os